MANDAGS-BLUES OM SØNDAGEN

Kender du følelsen af mandags-blues? Den her følelse af ’øv, min weekend og frihed er slut og en ny uges udfordringer og pligter starter’. Nogle gange kan en ’mandags-blues’ starte allerede søndag eftermiddag. Og det virker jo egentlig lidt fjollet, at man ødelægger sin fridag ved at være ’træt af’ noget, som først sker i morgen.

’Mandags-blues’ er ikke navnet på en følelse, men betegnelsen på en fornemmelse, som består af en enkelt følelse eller en sammenkobling af flere følelser på én gang. F.eks. følelserne ’trist’ og ’uoplagt’.

Det spændende ved følelser er, at de har en positiv intention. De viser sig for at fortælle os noget, gøre os opmærksomme og mange gange for at beskytte os. Det er lige her hemmeligheden ligger. Når vi først forstår, at ALLE vores følelser vil os det godt og viser sig for at passe på os, så får de en helt anden betydning. Så er der lige pludselig ikke noget, der hedder en dårlig følelse.

Så hvad er det en ’mandags-blues’ gerne vil fortælle os? Tja – se det er individuelt og derfor noget, som du selv skal dykke ned i. Det kan handle om mange forskellige ting.

Eksempler

Indadvendt: Måske ’mandags-blues’ fortæller dig, at du er i gang med at kigge alt for meget indad. Måske du har fået en negativ tanke og holdt fast i den i for lang tid. Din selvsnak bliver ved med at kredse omkring den negative tanke og du starter en nedadgående spiral, som bevæger sig ned i selvmedlidenhed. Her skal du have vendt dit blik ud af og væk fra dig selv. Kig op og ud. Forstyr dine tanker og tving dig selv til at beskæftige dem med noget andet.

Honningkrukken: Måske ’mandags-blues’ fortæller dig, at dit fokus er lidt skævt. Det kan jo godt være, at din mandag virkelig indeholder noget, der ikke er rart eller noget du synes er træls eller besværligt, men som du ikke kan gøre noget ved. Her forsøger følelsen at gøre dig opmærksom på, at du måske skal finde dig en ’honningkrukke’. En ’honningkrukke’ er en rar ting. Noget du kan gøre for dig selv, eller noget du glæder dig til. Det kan godt være, at du ikke kan lægge en ’honningkrukke’ om mandagen, men så prøv at lægge den om tirsdagen eller om onsdagen, så du har noget at se frem til, og nemmere kan komme igennem din mandag.

Forandring: Det kan også være at ’mandags-blues’ vil fortælle dig, at der skal ske en forandring. Hvis ’mandags-blues’ er en tilbagevende ting, så er den måske i gang med at fortælle dig, at du er nødt til at ændre noget – at der er noget, som kræver forandring og en handling fra dig. Dyk ned i, hvad det er, der skal ændres og vær nysgerrig på, hvad der kan lade sig gøre.

Følelser kan ændres

Når vi accepterer og respekterer at vores følelser vil os det godt og gør os opmærksomme på noget, så kan vi begynde at arbejde med dem. Selv om der ikke er ’dårlige følelser’, så er der følelser, der er mere hensigtsmæssige end andre i bestemte situationer. Vi kan ændre vores følelser og første skridt er at opdage dem. I tilfældet med ’mandags-blues’ så vær nysgerrig på den, når den viser sig. Hvad er det, den gerne vil vise dig?

Sabina